mandag den 30. juni 2014

Fyldt kalkunbryst og nemme flødekartofler på en mandag

Solen skinner fra en (næsten) skyfri himmel, hvalpen er i hopla og kæreste nyder en kold øl.
Det er blevet mandag og dét skal fejres!

Dagen er gået med at handle, komme hjem til ankommet halskæde (se HER!), handle igen da jeg glemte kartofler, besøg af dejlig veninde og handle igen da jeg havde glemt fryseposer.
Så der er blevet handlet igennem! Til gengæld fandt jeg en masse kød på tilbud, så det var slet ikke så ringe at handle så mange gange på en sådan mandag :)

Det er så hyggeligt når veninden kommer på besøg - det synes hvalpen i hvert fald. For første gang, siden han var helt lille, har jeg oplevet ham skrige af lykke. Han gjorde det til at starte med når jeg kom hjem, men det fik vi vænnet ham hurtigt af med. Men åbenbart gælder reglen ikke når veninden kommer på besøg. Han løb om sig selv og skreg som en stukket gris da han så hende. Tror han er lidt forelsket i hende - og hun i ham ♥



Aftensmaden på denne skønne mandag består, som overskriften siger, af fyldt kalkunbryst (25 kr. i Superbrugsen) og nemme flødekartofter. MUMS!

Nemme Flødekartofler

1 kg kartoffelskiver, frosne
½ l fløde
½ l mornaysovs
Salt og peber

I et ildfast fad lægges halvdelen af kartoflerne i, salt og peber drysses over, mornaysovs hældes over katoflerne. De sidste kartofler lægges hen over, en smule sat og peber og til slut hældes fløden over.
Ind i ovnen ved 200º i ca. 1 time.


Jah, man kan også købe kartofler - sådan nogle, der ikke er frosne - og lave flødekartoflerne af det. Men når der skal laves andet, så er det bare ikke helt lige så nemt, vel? ;)

Fyldt kalkunbryst - pakket ind i bacon

ca. 900 g fersk kalkunbryst
ca. 50 g cheddar, revet eller i skiver
1 tomat i små tern
ca. 10 blade hakket citronmelisse (mere eller mindre alt efter smag - og størrelse)
12 skiver bacon

lav et butterfly-snit på kalkunbrystet, læg tomat, ost og citronmelisse på kalkunbrystet, saml det godt og pak det ind i baconskiverne.
Ind i ovnen ved 200º i 1 times tid, til kernetemperaturen er 80º. Lad kødet hvile i ca. 10 minutter.



Til kalkunbrystet er det bestemt ikke nødvendigt, at osten skal være cheddar - det er en af mine svagheder. Det smager skønt med mozzarella eller salattern. Og sikkert også med en masse andet ost :)
Velbekomme!

2 kommentarer:

  1. Ej, det er længe siden, jeg har fået fyldt kalkunbryst - det er ellers bare SÅ godt.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er smadder godt :D Og det kan varieres i uendeligheder :D

      //Rikke

      Slet