onsdag den 11. juni 2014

Larven Buster og 2 slags frikadeller

Det var jo meningen, at jeg skulle til at male en hel masse på sten. Der skulle laves en larve til terrassen og males sten med navne på krydderurterne til de skal plantes om. Jah.. Jeg bor åbenbart ikke et sted, hvor sten i en ordentlig størrelse er til at opdrive. Så det blev lagt på hylden.

I stedet kom kæresten min med en fantastisk idé - jeg skulle da male på træ! Så det er hvad jeg har gjort. Forleden aften blev der malet og i aftes blev larven sat sammen.
Sig pænt goddag til larven Buster.





Buster er lavet af brænde, som er skåret i forskellige tykkelser ringe, derefter malet med akrylmaling og til slut sprayet med mat lak.

Dog har jeg været heldig nok at finde et par sten - eller 1.


Jeg kan godt lide det lidt rustikke look, så her kommer der ikke maling på.

Da jeg var ude at handle i dag var jeg så heldig at falde over noget yderst billigt kød - hvilket er så dejligt når man har en fryser! Så alle de idéer vi havde om aftensmad med slået i jorden og i stedet skal vi have noget med hakket svin. Frikadeller!
Normalt er min frikadelleopskrift meget ligetil.

Frikadeller - de traditionelle

500 g. hakket svin ELLER hakket kalv/flæsk
1 æg
1 hakket mellem løg
1 skvis mælk
ca. 4 håndfulde havregryn
lidt revet muskatnød
salt, peber
Smør

Smid det hakkede kød i en skål, bland med salt og lad det trække 5 minutters tid.
Miks fars med løg, æg, peber, muskatnød og mælk, tilsæt derefter havregryn til farsen er sej.
Smelt smør på en pande, form frikadellerne og steg ved middel varme til frikadellerne er færdige.

Meget let og ligetil! Dog synes jeg det skal være lidt anderledes i dag - der skal lidt krudt i!

Frikadeller med krudt i

500 g. hakket svin ELLER hakket kalv/flæsk
1 æg
1 hakket mellem løg
1 skvis mælk
ca. 4 håndfulde havregryn
Finthakket rosmarin
ca. 50 g. revet ost
¼ tsk paprika
salt, peber

Fremgangsmåden er stort set den samme:
Smid det hakkede kød i en skål, bland med salt og lad det trække 5 minutters tid.
Miks fars med løg, æg, peber, rosmarin, paprika, ost og mælk, tilsæt derefter havregryn til farsen er sej.
Smelt smør på en pande, form frikadellerne og steg ved middel varme til frikadellerne er færdige.



Cheddar! Ja, jeg bruger cheddar - jeg elsker cheddar. Og svin - det var hvad der var på tilbud, så det er hvad vi bruger i dag. Normalt er jeg ikke så pernitten, at det skal være det ene eller det andet kød - det har hver sin charme.
Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar